Modtagelse af gaver fra offentligheden

Ansatte ved Brønderslev Kommune må ikke modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med deres arbejde, på nær ved mærkedage og højtider. 

 

Begrebet gaver og andre fordele skal her forstås bredt, dækkende både fysiske ting, som for eksempel chokolade, bøger og vingaver, og ikke fysiske ting, som for eksempel tilbud om rabatter, rejser, kurser. Der kan også være tale om pengegaver, for eksempel i form af begunstigelse ved testamente. 
Fælles for gaverne og fordelene er, at de – uanset værdi og uanset motivet bag giverens gestus – tilbydes den ansatte i kraft af dennes stilling i det offentlige. 

Giveren kan være en enkelt borger, for eksempel en plejehjemsbeboer, en forælder til et barn i den kommunale dagpleje eller en grundejer, som søger byggetilladelse hos kommunen. 


Mærkedage: 
Ansatte kan modtage sædvanlige, beskedne lejlighedsgaver fra borgere eller virksomheder i forbindelse med arrangementer af personlig karakter, for eksempel runde fødselsdage, jubilæer eller afsked. 

Højtider: 
Ansatte kan modtage meget beskedne gaver fra borgere eller forretningsforbindelser mv., som de har etableret arbejdsrelation til, i forbindelse med højtider, for eksempel jul eller nytår.

Gaver i forbindelse med oplæg m.v.
En ansat, som i kraft af sit arbejde og særlige viden inviteres til at holde et oplæg eller foredrag, må gerne modtage en påskønnelse i form af for eksempel et par flasker vin. Den ansatte skal dog være opmærksom på, at værdien af påskønnelsen skal være beskeden. I modsat fald må den ansatte ikke modtage den.

 

Tilbage til oversigten >>

Opdateret 16. september 2019