2. september 2021

Fag MED for Vej og Park - Referat

Dato: 2. september 2021
Lokale: Benn Eriks kontor
Tidspunkt: Kl. 09:00


Indholdsfortegnelse



1. Bemærkninger/ændringer til dagsorden


Beslutning

Ingen bemærkninger til dagsorden.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


2. Godkendelse af referat


Resume

Godkendelse af referatet fra mødet den 21. juni 2021

Sagsfremstilling

Fag MED Vej og park bedes godkende referatet fra mødet den 21. juni 2021. Referatet er tidligere udsendt.

Beslutning

Referatet er godkendt.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


3. Referater fra Lokaludvalg


Resume

Orientering om referater fra Lokaludvalg

Sagsfremstilling

Til orientering for Fag MED Vej og Park foreligger der referater fra følgende:

  • Lokal MED møde 06.05.2021
  • Lokal MED møde 25.05.2021
Beslutning

Referaterne er taget til efterretning.

Referatet fra 24.08.2021 er tilføjet.

Fraværende: Benn Erik Grav

Bilag

Til toppen


4. Budget 2022 – 2. høring – høring af budgetforslag til 1. behandling


Resume

Sagsforløb: MED for Vej og Park

Jf. tidsplan for budget 2022 fremsendes budgetforslag til 1. behandling til høring i MED-systemet.

MED for Vej og Park anmodes om høringssvar indenfor udvalgets område.

Sagsfremstilling

Budgetforslag som fremsendes til 1. behandling fremsendes hermed til høring i MED-systemet.

Budgetforslaget til 1. behandling indeholder pris- og lønfremskrivning samt lov- og cirkulæreprogram.

I henhold til budgetprocessen for budget 2022 sker der en politisk stillingtagen i forhandlingsudvalget på deres møde den 25. august 2021 til opmærksomhedslisten, således denne indarbejdes i budgettet til 1. behandling. Hvis der er punkter fra opmærksomhedslisten som ikke indarbejdes på mødet den 25. august 2021, går de videre til budgetseminaret den 16. og 17. september 2021.

Materialet fremsendes inden mødet

Frist for høringssvar er 09. september 2021, kl. 12.00.

Beslutning

Budget 2022 2. høring af budgetforslag til 1. behandling blev drøftet. Herunder opmærksomhedslisten samt omprioriteringsforslagene.

Fag MED Vej og Park har udarbejdet følgende høringssvar:

Lokal MED ser med tilfredshed at emnerne fra opmærksomhedslisten er indarbejdet i Budget 2022.

Medarbejdersiden gør opmærksom på at antallet af arbejdsopgaver stiger og der samtidig er blevet reduceret i antallet af medarbejdere, de seneste år.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


5. Budgetopfølgning 2 pr. 30 juni 2021


Resume

Sagsforløb: MED for Vej og Park

Økonomiafdelingen har i samarbejde med fagforvaltninger udarbejdet budgetopfølgning 2 pr. 30 juni 2021.

Til orientering.

Sagsfremstilling

Ifølge Principper for økonomistyring udarbejder Økonomiafdelingen kvartalsvise budgetopfølgninger til Direktionen, der fremsender budgetopfølgningen til fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd.

Samlet resultat

I budgetopfølgning 2 pr. 30. juni 2021 på drift og finansiering forventes der en årsafvigelse på 5,1 mio. kr. i mindreudgift i forhold til korrigeret budget 2021. I det oprindelige budget 2021 er der budgetteret med et overskud på 66,5 mio. kr. inkl. pulje til overførsel mellem årene.

Covid-19 restriktioner er under udfasning i samfundet, dog har Covid-19 fortsat en effekt på udvalgsområdernes økonomi. Et samlet skøn for forventede Covid-19 udgifter i 2021 vil være forbundet med stor usikkerhed. Derfor vil der i denne budgetopfølgning kun indgå udgifter til Covid-19 pr. 30. juni 2021.

I tabellen nedenfor er udgifterne til Covid-19 pr. 30. juni 2021 opgjort for alle politikområder til i alt 7,4 mio. kr. Brønderslev Kommune er ved Midtvejsreguleringen kompenseret med 5,5 mio. kr. til dækning af Covid-19 udgifter. De væsentligste årsager til merudgifter afledt af Covid-19 kan kategoriseres i tre udgiftsposter: personale, rengøring og øvrige udgifter (værnemidler, test og vaccination m.v.)

For Børne- og Skoleudvalgets ansvarsområde er det primært merudgifter til ekstra personale, rengøring og test i alt 2,6 mio. kr., der fordeler sig med 1,7 mio. kr. på dagtilbud og 0,9 mio. kr. på skoler og SFO.

Fritids- og Kulturudvalget - her varetager Den Kommunale Ungdomsskole opgaven med kviktest på kommunens skoler i alt 3,0 mio. kr. Opgaven koster ca. 0,6 mio. kr. pr. måned med det nuværende setup.

Ældreomsorgsudvalget har samlet 1,9 mio. kr. i merudgifter til Covid-19.

Sammendrag af forventede budgetafvigelser:

Forventet budgetafvigelser - serviceudgifter og øvrig drift:

* Justeres der for pulje til overførsler mellem årene på 25 mio. kr., vil der i stedet for en forventet årsafvigelse på 13,1 mio. kr. i merforbrug, være en forventet afvigelse på 11,9 mio. kr. i mindre forbrug. Dette er forudsat, at overførsler på serviceområderne mellem årene er på samme niveau som i 2020.

Drift

Driftsområderne under ét forventer mindreudgifter på 7,0 mio. kr. De væsentligste årsager til afvigelse pr. politikområde er:

Økonomiudvalget forventer samlet mindreudgifter, der skyldes ny opgørelse på tjenestemandspensioner i alt 2,3 mio. kr., dog er puljerne til barsel og langtidssygdom fortsat under pres, der forventes merudgifter på 1,0 mio. kr.

Beskæftigelsesudvalgets områder har samlet mindreudgifter på 18,0 mio. kr., området bliver midtvejsreguleret med 17,3 mio. kr. De beskæftigelsesrettede udgifter forventer samlet mindreudgifter på 21,5 mio. kr., som fordeler sig med 12 mio. kr. på dagpenge til forsikrede ledige, 4,0 mio. kr. øvrige ydelser, 5,3 mio. kr. vedr. aktiveringsudgifter, 0,5 på integrationsområdet samt 0,5 mio. kr. i merudgifter på FGU. Derudover forventes der 2,8 mio. kr. i merudgifter på Unge og Familie, der primært er på forebyggende foranstaltninger og opholdssteder.

Social- og Sundhedsudvalgets områder forventer samlet set et netto merforbrug på 3,5 mio. kr. Merforbruget kan henføres til et netto merforbrug på 3,4 mio. kr. på Handicap- og Psykiatriområdets Myndighed, der vedrører nye sager på borgere, der kommer udefra samt ændringer i kendte borgeres funktionsniveau.

Indbetalinger til Lønmodtagernes Feriemidler ændres fra at blive registreret som en driftsudgift til at blive registreres som en kapitalpost jf. nye konteringsregler fra Indenrigs- og Boligministeriet.

Status på aftalepunkter vedr. budget 2021 er vedhæftet som bilag.

Staben foreslår, at budgetopfølgningen godkendes samt,

  • at der gives en tillægsbevilling vedr. modtaget tilskud til styrkelse af rehabilitering mv. til sårbare ældre på 576.000 kr. - som fordeles med 432.000 kr. på Ældreomsorgsudvalget og 144.000 kr. på Social- og Sundhedsudvalget.
Indstilling

Beslutning fra Direktionen, 17. august 2021, pkt. 5:

Direktionen konstaterer, at denne budgetopfølgning udviser forventet forbedring af resultatet på i alt 5,1 mio. kr. i forhold til det oprindeligt budgetterede.

Dette på trods af ekstra Covid-19 udgifter på 7,4 mio. kr., samt at indtægterne er blevet midtvejsreguleret med i alt 8,6 mio. kr.

I forhold til sidste budgetopfølgning skyldes ændringerne i driftsudgifterne primært engangsudgiften til retssagen på ældreområdet.

Den forventede udfordring på manglende refusionsindtægter til særligt dyre enkeltsager vurderes samlet set at være væsentligt mindre end først antaget, men påvirkningen på de enkelte områder er uens, jf. oversigten i sammenfatningen.

På UngeCentrets område for udsatte unge er der fortsat en økonomisk udfordring, hvilket bl.a. også har sammenhæng med Covid-19 situationen for de udsatte unge og deres familier.

Beslutning

Lene orienterende omkring budgetopfølgning 2 pr. 1 juni 2021.

Orienteringen er taget til efterretning.

Fraværende: Benn Erik Grav

Bilag

Til toppen


6. Status for regnskab 2021 Vej og Park


Resume

Status på regnskab 2021

Sagsfremstilling

Orientering omkring regnskab 2021 vedrørende Vej og Park.

Beslutning

Lene orienterede omkring regnskab 2021 for Vej og Park.

Overordnet set er regnskabet i balance. Der er også i år midler til at investere i udstyr og maskiner.

Medarbejdersiden efterlyser konkrete tal, et udtræk over regnskabet.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


7. Prioritering af midler til projekter i Vej og Park


Resume

Projektet er ved at være afsluttet, og der foretages nu en afrapportering af projektet til orientering for Fag MED Vej og Park.

Sagsfremstilling

Byrådet har på møde den 29. april 2020 afsat en pulje på 5 mio. kr. på Teknik- og Miljøområdet til forskellige projekter under Vej og Park, som kræver midlertidige nyansættelser. Teknik- og Miljøudvalget har efterfølgende godkendt et overordnet Idé-katalog, der fastlægger de overordnede rammer for disponeringen af midlerne. Formålet med beslutningen var at iværksætte initiativer, som skulle afbøde konsekvenserne af COVID-19. Projektet finansieres af ekstraordinære COVID-19 lånemidler.

I projektperioden fra den 1. juni 2020 til den 31. december 2020 har der været 14 midlertidige projektansættelser i Vej og Park, og efterfølgende har 3 af de midlertidigt ansatte fået fast stilling i Vej og Park

Forvaltningen har ikke oplysninger om de øvrige projektansatte har fået andet arbejde efter projektansættelsen i 2020. I den indledende del af projektet blev der udarbejdet et idèkatalog, som blev drøftet i Teknik- og Miljøudvalget. Idèkataloget har efterfølgende dannet de overordnede rammer for udvælgelse af konkrete delprojekter. Nedenstående følger en kort beskrivelse af de delprojekter fagforvaltningen har gennemført i projektperioden.

Rastepladser

Der er foretaget en forskønnelse af en række rastepladser i form af beplantning og udskiftning af bord- og bænkesæt. Økonomi: 220.000 kr.

Rhododendronparken

Udskiftning af skilte i hele parken. Økonomi: 50.000 kr.

Vejtræer og vejrabatter

Der er foretaget udskiftning af udgåede vejtræer langs kommunale veje. Desuden er der etableret blomsterenge langs nogle veje. Økonomi: 305.000 kr.

Fysisk syning af fortov

2 projektmedarbejdere har synet alle kommunale fortove. Efterfølgende er alle registreringer lagt ind på digitale kort, så der nu kan udarbejdes en plan for fremtidig vedligeholdelse af fortove. Forvaltningen udarbejder en plan for fremtidig vedligeholdelse af kommunens fortov, som fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2021. Økonomi: 440.000 kr.

Vedligehold af fortov

Det beskrevne syn af kommunens fortov har afdækket mange ujævnheder i flisebelægningen, hvor niveauforskellen i flisebelægningen er mere end 3 cm. Der er forskellige domme der peger på, at en kommune kan blive erstatningsansvarlig, hvis nogen kommer til skade på et kommunalt fortov, hvor niveauforskellen i flisebelægningen er mere end 3 cm. Som en del af projektet har der været fokus på at udbedre nogle af de mest alvorlige skader i flisebelægningen. Økonomi: 660.000 kr.

Sømosen, Dronninglund

Der er foretaget en opgradering af stierne rundt Sømosen i Dronninglund. Opgraderingen har bestået i at fjerne forhindringer, udlægning af grus og flis mv. Økonomi: 35.000 kr.

Opgradering af sti gennem Vestskoven, Brønderslev

Fagforvaltningen har i samarbejde med Brønderslev Forsyning foretaget en opgradering af hovedstien gennem Vestskoven i Brønderslev. Stien blev etableret i 1985, og har nu fået asfalt og stibelysning. Forsyningen har etableret en ny bro over vandløb ved Vestergade samt bidraget med midler til justering af stien, så der ikke sker oversvømmelser ved store nedbørsmængder. Økonomi: 730.000 kr.

Genopretning af rabatter

Der er foretaget genopretning af rabatter langs veje i boligområder og i det åbne land. Formålet med projektet har primært været at sikre, at regnvandet kan ledes væk fra kommunale veje. Økonomi: 865.000 kr.

Skilte

Fagforvaltningen har gennemgået skilte langs kommunale veje med henblik på at vurdere behovet for udskiftninger. Efterfølgende er der foretaget en udskiftning af mange gamle skilte i hele kommunen. Økonomi: 460.000 kr.

Blomsterkummer

En arbejdsledig smed har produceret mange nye blomsterkummer, der skal bidrage til at forskønne kommunen yderligere. Økonomi: 370.000 kr.

Trafiktællinger

Der er i projektperioden gennemført en række ekstra trafiktællinger i kommunen. Formålet med projektet var at sikre et bedre datagrundlag ved fremtidig behandling af trafiksikkerhedssager. Økonomi: 40.000 kr.

Rundkørsel Hjallerup - forgrønning og belysning

I forbindelse med etablering af ny rundkørsel i Hjallerup blev der aftalt, at Vej og Park skulle etablere beplantning i den nye midterø. Beplantningen etableres først når den nye skulptur i rundkørslen er på plads i efteråret 2021. Projektet omfattede desuden etablering af belysning i kantstenen rundt om midterøen. Økonomi: 140.000 kr.

Stiplan for Brønderslev Kommune

Der blev ansat midlertidige projektmedarbejdere til at udarbejde en samlet stiplan for Brønderslev Kommune. Arbejdet har bestået af kortlægning af eksisterende stier, vurdering af behovet for nye stier, dialog med borgerforeninger samt udarbejdelse af stiplan med tilhørende handleplan. Stiplanen blev godkendt af Byrådet den 16. december 2020. Økonomi: 535.000 kr.

Etablering af nye blomsterbede ved Brønderslevhallen

I forbindelse med asfaltering af parkeringspladsen ved Brønderslevhallen blev der etableret nye bede til rhododendron. Desuden blev der lavet nye blomsterkummer til parkeringspladsen. Økonomi: 50.000 kr.

Stiprojektet Verdens Ende

Der er afsat 30.000 kr. til stiprojektet Verdens Ende i Brønderslev. Borger9700 har ansøgt Vækst-pulje Nordlys og Brønderslev Kommune om tilskud til projektet. Desuden afventer forvaltningen tilladelse fra Banedanmark til at etablere sti tæt på banen. Økonomi: 30.000 kr.

Administrative udgifter

Der har i projektperioden været en del administrative udgifter til arbejdstøj, udstyr, kontorfaciliteter mv. Økonomi: 75.000 kr.

Beslutning

Lene orienterede omkring prioritering af midler til projekter i Vej og Park, herunder en gennemgang af alle de iværksatte projekter.

Der blev fremhævet at der er kommet flere fastansættelser ud af projektet.

Fraværende: Benn Erik Grav

Bilag

Til toppen


8. Ændring af antallet af AMR i Vej og Park


Resume

Til drøftelse.

Sagsfremstilling

Antallet af AMR i Vej og Park ønskes reduceret fra 4 til 3 AMR. Lokal MED er enige i beslutningen.

Ønsket fordeling af AMR's ansvarsområder; én AMR til materielgården i Dronninglund, én AMR til Materielgården i Brønderslev og én AMR til værkstedsområdet.

De generelle regler for valg af AMR er gældende.

Beslutning

Fag MED Vej og Park indstiller til HOVED MED, at der ændres i antallet af AMR’er i Vej og Park fra 4 til 3.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


9. Psykisk APV 2020


Resume

Til drøftelse

Sagsfremstilling

I perioden fra den 23. marts 2021 og til og med den 16. april 2021 er der gennemført en Psykisk APV i hele Brønderslev Kommune. På baggrund af kortlægningen er der udarbejdet rapporter som er udsendt til lederen i den enkelte afdeling. Lederen skal formidle rapportens indhold til AMR og øvrige medarbejdere på arbejdspladsen.

Besvarelserne er anonyme. Alle kommentarer i kommentarfeltet vil fremgå i rapporten for den enkelte afdeling. Der dannes ikke rapporter for arbejdspladser/afdelinger under 5 personer. Arbejdsmiljøgrupperne kan under hele processen få hjælp og sparring fra HR.

Rapporten er bygget op omkring de 7 temaer ud fra kortlægningen:

  • Kerneopgaven
  • Det daglige arbejde
  • Arbejdstempo, tidsfrister og følelsesmæssige krav
  • Samarbejde
  • Fysisk og psykisk vold
  • Krænkende handlinger
  • Arbejdsbetinget sygefravær

Fag MED Vej og Park bedes drøfte rammen for den psykiske APV og hvorvidt, der er opfordres til nogle specielle fokuspunkter i arbejdet med den Psykiske APV indenfor udvalgets område.

Samlet rapport for Brønderslev Kommune er med som bilag.

www.ansatibrønderslev.dk er der inspiration til, hvordan man kan arbejde med emnerne, i de forskellige kerneelementer og der kan hentes hjælp og sparring fra konsulenterne i HR.

Beslutning

Fag MED Vej og Park er i gang med en god proces, i forhold til at udvælge indsatser til handleplanen. Der fremhæves, at det er vigtigt, at få medarbejderne inddraget i processen.

Det var positivt at kortlægningen kom via e-boks i år. Til næste kortlægning ønskes mere hjælp fra HR, så medarbejderne har mulighed for at stille spørgsmål og få praktisk hjælp til udfyldning af kortlægningen.

Fraværende: Benn Erik Grav

Bilag

Til toppen


10. Orientering omkring arbejdsmiljø


Resume

Orientering om arbejdsmiljø, herunder arbejdsskader og Arbejdstilsynets risikobaseret tilsyn indenfor Vej og Park.

Sagsfremstilling

Arbejdsskader:

Siden sidste møde i Fag MED Vej og Park har HR udarbejdet statistik over arbejdsskader, der er indberettet til EASY for maj 2021 til og med juli måned 2021. Af statistikken fremgår skader både med fravær og skader uden fravær.

Fag MED Vej og Park har ikke haft arbejdsskader i perioden. Derfor er statistikken ikke udarbejdet.

Arbejdstilsynet:

Siden sidste møde i Fag MED Vej og Park har Arbejdstilsynet ikke været på tilsyn eller meldt nye Risikobaseret tilsyn.

Andet - herunder inspirationsmateriale:

Ny Psykologordning

Brønderslev Kommunes Ny Psykologordning træder i kraft 1. september 2021, i den forbindelse afholdes en række opstartsmøder for AMR, Leder og TR. Tilmelding sker HER

Fællesmøde for AMR

I forbindelse med valgåret for AMR og TR, indkaldes alle AMR til et fællesmøde. Mødet afholdes den 4. november og der vil i løbet af efteråret blive sendt indbydelse ud til alle nyvalgte/genvalgte AMR’er. På mødet vil der blive afholdt valg til MED-udvalgene samt givet en generel status på arbejdsmiljøarbejdet i Brønderslev Kommune.

Udmattelse i arbejdsfællesskabet er helt naturligt efter et år med corona

Over et år med restriktioner, nedlukninger og genåbninger har krævet udpræget omstillingsparathed på alle uddannelsesinstitutioner. Mange arbejdsfællesskaber er udmattede efter mange måneders omskiftelighed, usikkerhed og en ny slags konflikter. Læs mere i en helt ny artikel HER

Podcast: Samarbejde om psykisk arbejdsmiljø

Arbejdspladser, eksperter i psykisk arbejdsmiljø og SPARK-konsulenter giver jer inspiration til, hvordan I kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. Læs mere og lyt med HER

Lær om involverende processer

Hvad er en involverende proces, og hvorfor skal vi bruge det? Se SPARK-konsulent Mille Trøst fortælle om en tilgang, der kan forbedre samarbejdet i TRIOer, MED-udvalg og mange andre steder. Se mere HER

Hjælp til at forebygge vold og trusler på jobbet

”Integreret Voldsforebyggelse” er en ny forskningsbaseret metode, som ledere og medarbejdere kan bruge til at styrke det systematiske samarbejde om at forebygge vold og trusler på arbejdspladsen og udvikle konkrete løsninger på udfordringerne. Læs mere HER

Beskyt huden – den skal holde hele arbejdslivet

Ny kampagne fra Arbejdsmiljørådet sætter fokus på erhvervsbetinget hudsygdom blandt unge. Læs mere HER

Hjælp os med at hjælpe!

GRIB IND - overfor krænkende handlinger af seksuel karakter. Det er titlen på et nyt redskab, BFA er på trapperne med. Det giver arbejdspladsen mulighed for at tale om, hvad man som kollega eller leder kan gøre i situationer, som kan være krænkende.
Vi har brug for din hjælp til ideer til, hvad man kan sige eller gøre. Læs mere HER

Beslutning

Orientering omkring arbejdsmiljø.

Herunder fremhæves:

  • At der ikke har været arbejdsskader dette kvartal
  • AMR's fællesmøde den 4. november.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen


11. Gensidig orientering - herunder relevante punkter for næste møde


Beslutning

Intet.

Fraværende: Benn Erik Grav

Til toppen

Opdateret 9. september 2021